Keyboard ALT + g to toggle grid overlay
I en tid, hvor vi skal holde afstand og være hjemme så meget som muligt, er efterspørgslen på underholdning bestemt ikke forsvundet – den er eksploderet. Folk over hele verden har mere tid mellem hænderne, og de vil have innovative historier, nye genrer og mere medrivende oplevelser. I den forbindelse skiller det prisvindende stop-motion-animationsstudie LAIKA sig ud med sine imponerende produktioner og sin unikke håndlavede æstetik. Virksomheden anvender avancerede teknologier, som sammensmelter den fysiske og den digitale verden, for bedre at kunne koordinere produktioner, som involverer hundredvis af kunstnere, tusindvis af billeder og komplekse tidsplaner over flere år.
De fleste animationsstudier er i dag fuldstændigt afhængige af digitale visuelle effekter og bruger software hele vejen igennem fra forproduktion til design, rigging og animation af figurer. Men langt væk fra Hollywood, i Portland, Oregon, ligger studiet LAIKA, der er ensbetydende med den helt særlige charme, som håndlavet stop-motion-animation har at byde på. Virksomheden er kendt for sine Oscar-nominerede film Mysteriet om Hr. Link, Kubo – den modige samurai, Æsketroldene, ParaNorman og Coraline.
“Stop-motion er en af de ældste filmproduktionsteknikker,” siger Steve Emerson, VFX Supervisor hos LAIKA. “Der bruges rigtige fysiske filmset og rigtige dukker, som manipuleres på meget diskrete måder hen over en række individuelle billeder. Og det hele fanges med kameraet.” Når de afspilles efter hinanden, bliver stop-motion-billeder til animerede historier med en unik, charmerende kvalitet, som er svær at opnå digitalt.
“Det er en næsten magisk kunstform, men den er også meget teknisk og utroligt tidskrævende,” siger Emerson. “Hvert enkelt billede skal være gennemtænkt og gennemarbejdet. Så vi anvender også CGI i vores produktioner – for i sidste ende vil vi gerne have det bedste fra begge verdener.”
En produktion begynder selvfølgelig med dukkerne: “Det starter på papir med kunst i 2D,” siger Emerson, og derefter omsættes figuren til en digital skulptur ved hjælp af Maya. “Når den er godkendt af instruktøren, sendes den videre til det team, der laver skelettet i dukkens krop. Det gør det muligt for animatorerne at styre og posere dukken billede efter billede. Ved hjælp af Inventor ser de på modulære komponenter i vores bibliotek for at finde ud af, hvad de skal bruge i forhold til ting som kugler og ledskåle og led for at lave et bestemt skelet, eller om de har brug for at specialfremstille noget.”
“I sidste ende er mange skeletter en kombination af modulære og specialfremstillede komponenter,” fortsætter Emerson. “En medarbejder lodder disse komponenter sammen for at lave skelettet og pakker det ind i et tætsiddende kropshylster i silikone, så dukken kan alt det, den skal kunne.” Alt i alt tager det cirka ni måneder at fremstille en dukke fra det øjeblik, hvor instruktøren godkender det digitale figurdesign, til dukken er klar til animation og kan bæres ud til settet.
Lige siden Coraline i 2009 har LAIKA brugt 3D-udskrivning til at give figurerne i deres film forskellige ansigtsudtryk. Disse individuelle ansigter sættes på dukkerne, et efter et, for at give figurerne liv i stop-motion-animationsprocessen. “Vi bruger Maya til at skabe tusindvis af ansigtsudtryk,” siger Emerson. “I stedet for at trykke på render, når elementet er lavet færdigt, trykker vores animatorer bare på udskriv.” Når der er brug for et nyt udtryk, kan animatorerne lave et nyt ansigt på en enkelt dag med denne specialudviklede fremstillingsproces. Til Mysteriet om Hr. Link i 2019 udskrev LAIKA over 100.000 unikke ansigtsudtryk i 3D.
Udover at de utroligt detaljerede dukker og filmset fremstilles i hånden, laves de også virtuelt af det team, der arbejder med visuelle effekter. VFX er udviklet til at kunne efterligne de håndlavede fysiske design, og det sker i samarbejde med de kunstnere, som lavede den fysiske version. “Med CGI kan vi gå længere, end det er muligt i den fysiske verden – og når vi kombinerer det med stop-motion, mister vores film ikke deres unikke og kunstneriske æstetik,” siger Emerson.
“Når manuskriptet er skrevet, laver vi storyboards, animatics og både digitale og fysiske elementer, og til sidst fotograferer vi en scene med de fysiske elementer,” siger Emerson. “Derefter tilføjer vi typisk digitale elementer, og til slut sammensættes hele scenen digitalt.” For hvert enkelt element i en film tager LAIKAs team en bevidst beslutning om, hvorvidt det skal laves digitalt eller i hånden – det afhænger først og fremmest af det kunstneriske udtryk, som er drevet af, hvad historien kræver.
I årenes løb har LAIKA udviklet et sæt regler for, hvad der skal være virkeligt, og hvad der skal være virtuelt: “Hvis det er en hovedrolle eller en figur med replikker, er de næsten altid håndanimerede stop-motion-dukker,” siger Emerson. “Men når vi bevæger os væk fra det umiddelbare miljø, handlingen omkring den vigtigste figur, og alt, hvad der berører figuren, der er i fokus i billedet, så er mulighederne åbne. Vi vil gerne bruge kameraet så meget som muligt. Det gør vi, helt indtil vi er ved at løbe tør for ressourcer, og det vil påvirke manuskriptforfatterens og instruktørens visioner. Det er her, jeg bliver en del af samtalen – for at evaluere mulighederne for VFX."
LAIKAs blanding af fysisk og digital filmproduktion gør hver produktion til en stor og kompleks opgave, der involverer hundredvis af kunstnere og tusindvis af billeder, og det løber alt sammen over flere år. Det kræver en enorm koordineringsindsats at få det hele til at lykkes. “Det bruger vi Shotgun (engelsk) til,” siger Emerson. “Vi begyndte at bruge Shotgun efter Coraline og ærligt talt, så ved jeg ikke, hvordan vi har kunnet leve uden. Der var 3x5-kort på opslagstavler, Microsoft Project, Excel-regneark, tidsplaner. Der var information over alt. Det ændrede alt for os.”
LAIKA udviklede en effektiv produktionskanal med Shotgun, som følger både digital og fysisk produktion af tusindvis af elementer – fra bittesmå rekvisitter til hele set – og koordinerer arbejdet for alle involverede. Studiet er også begyndt at anvende Generative Scheduling i Shotgun, som bruger maskinlæring til at generere og teste planlægningsscenarier baseret på kravene til den enkelte produktion. “Da de genererede tidsplaner er fuldt optimerede, spilder de ikke et sekund af nogens tid,” siger Emerson. Under planlægningen af studiets næste film brugte teamet Generative Scheduling til at udarbejde en tidsplan med 12.000 opgaver, der involverer 60 unikke ressourcer, og programmet leverede en tidsplan inden for få minutter.
Emerson kan sagtens forestille sig at bruge nye teknologier som kunstig intelligens (AI) til at hjælpe LAIKA med at få de fysiske og digitale aspekter af produktionen til at smelte endnu bedre sammen. “Vi anvender nogle ret vilde rigging-systemer for at kunne få dukkerne til at bevæge sig på utroligt nuancerede måder,” siger han. “Hvis vi kunne få en maskine til at genkende disse systemer, så vi kan fjerne dem i efterproduktion og lave baggrunde på en effektiv måde – det tror jeg er vejen frem. Vi forsøger at eliminere opgaver, som kunstnere ikke er vilde med at udføre.”
Augmented Reality (AR) er et andet værktøj, som kan hjælpe med at flytte grænserne for, hvad der er muligt. “I stop-motion har vi aldrig nok dukker eller set,” siger Emerson. "Når der er en fastlagt tidslinje for, hvornår filmen skal være færdig, er vi ofte nødt til at optage scener foran green screens. AR betyder, at man kan have en digital version af disse set, placere en dukke det rigtige sted og derefter fjerne green screens fra settet og vise instruktøren, hvordan billedkompositionen kommer til at se ud. Det ville være banebrydende.”
Og imens studiet planlægger kommende film, forsøger LAIKAs team altid at hæve standarden på det kreative område. “Vi vil gerne udvikle stop-motion så meget, som det overhovedet er muligt,” siger Emerson. “Hvordan kan vi skabe noget virkelig exceptionelt og give publikum en visuel oplevelse, som de aldrig har fået før?”
Ved at integrere teknologi i produktionskanalen kan LAIKA tilbyde sine kunstnere større frihed til at finde på de nye historier og innovative oplevelser, som publikum hungrer efter – og gøre dem større, mere detaljerede og mere medrivende.